MAXI 77

Plys-logo

- vores første båd

Plys, Kungö Billedet her er det allerførste, der er taget af båden, som fik navnet "Plys". På billedet tørrer vi tøj og sejl vel fortøjet i Vrångö havn efter en nat for anker ved Kungö lidt sydvest for Göteborg.
Skipperinden og Søren kikker ud af nedgangslugen.
Den første båd, vi havde, var en MAXI 77. Vi købte den som ny i Sverige og sejlede den hjem fra Mariestad til Kragenæs på Lolland først i maj 1976. Besætningen om bord var skipper, skipperinden og Søren, som dengang var 10 år.
Det var vores debut som havsejlere i egen båd. Tidligere havde jeg kun sejlet i Lem Vig og Nissum Bredning. Men det kunne vel ikke gå helt galt: Jeg havde læst, at en MAXI 77 havde krydset Atlanten, og når man holder kurs mod sydvest fra Göteborg må man jo ramme land i Danmark et eller andet sted.
Vi fandt Anholt, og derefter Grenå, hvorfra skipperinden tog færgen hjem for at passe de resterende børn. Barnepigen havde ondt i ryggen og kunne ikke mere. Så Søren og jeg sejlede Plys resten af vejen til Kragenæs. Det gik også fint. En MAXI 77 er nem at manøvrere. Uden påhængsmotor, i øvrigt. Den var stået af omkring Göteborg, vistnok fordi jeg havde glemt at komme olie i benzinen.
De følgende år sejlede vi rundt i de danske farvande, i ferierne med 4 børn, som til at begynde med var 10, 7, 5 og 2 år.
Den længste tur gik helt op i Limfjorden, til Struer.
De første 8 år havde vi hjemhavn i Kragenæs, derefter Elvighøj i Kolding fjord.
Plys i DyvigBilledet til venstre er et af de sidste, der er taget af "Plys". Den ligger for anker i Dyvig.
Krimskramset midt på fribordet er et billede af Peter Plys, som båden er opkaldt efter.
I 1990 fik jeg arbejde i Herning, og så solgte vi "Plys". Men efter nogle år fandt vi ud af, at man godt kan have båd, selv om man bor midt i Jylland. Så i 1997 købte vi en Scampi 30, "Rosalina", i Sverige. Den blev i 2003 skiftet ud med en Compass 31, "Mallemuk", som vi solgte i 2011. "Rosalina" og "Mallemuk" lå i Holstebro-Struer Lystbådehavn, som havnen i Struer hedder, fordi den ejes af de to kommuner i fællesskab. I eftersommeren 2012 købte vi så en Albin 25 motorbåd, som fik navnet "Andante con motor". Den ligger i Skive Søsportshavn, godt i læ af Krabbesholm Skov.

De første år havde vi så travlt med at lære at sejle, så der ikke var megen tid til at tage billeder og skrive logbog. De første notater om sejlads i "Plys" kom i 1979.
De efterfølgende både, "Rosalina", "Mallemuk" og Andante con motor", har fået mere opmærksomhed og kan følges her på Sejlersiden.

I øvrigt er der en rigtig god hjemmeside om MAXI 77 og andre MAXI-både her.
Opdateret d. 30.9.2016