Lederen er skippers uforgribelige mening om dit og dat:

Dagens strøtanke: .

Mine havne

"Mine" havne er Holstebro-Struer Havn og Skive Havn.
Holstebro-Struer Havn fordi vi har haft 2 både liggende der, og jeg oprindelig startede Struer Sejlklubs hjemmeside. Skive havn fordi jeg er født i Skive og har nogle barndomserindringer om havnen der, og fordi vi har vores nuværende båd liggende der.
Derfor syntes jeg, det ville være passende at have noget om de 2 havnes historie på Sejlersiden. Men det er ikke let at finde, hverken på nettet eller på bibliotekerne. I forbindelse med min søgen stødte jeg på oplysninger om jernbaner. De har jo haft en vis betydning for havnene. Og jernbaner er der masser af oplysninger om på flere hjemmesider. Selv den mindste kortlivede privatbane kan findes med alle data om banen, stationer, trinbrætter, rullende materiel und alles. Men havnene glimrer ved deres fravær.
Så det har jeg nu tænkt mig at gøre lidt ved for Struer og Skives vedkommende. En del oplysninger kan findes i bøger udgivet ved havnejubilæer, hhv. "Den Havn ved Struer" og "Havnen midt i Jylland" (Skive). Men dels har de nævnte bøger mest interesseret sig for trafikhavnene, dels er udbygningen af lystbådehavnene overvejende sket siden bøgernes udgivelse.
Nu har jeg så samlet, hvad jeg kunne finde om både trafikhavnenes og lystbådehavnenes etablering og udbygning ved de to havne. Det ligger under "Limfjorden" i hovedmenuen på Sejlersiden. Så kan man kommentere og korrigere, hvis man har lyst, på jon@hodsagervej.dk.
Og kommet så langt skal den gunstige læser ikke forskånes for mine barndomserindringer fra Skive havn:
Mit første møde med en havn skriver sig tilbage til tiden omkring 1945. Mine forældre var indtil 1946 lærere på Krabbesholm Højskole, som ligger lige ned til Skive havn, og da jeg er født i '43, må jeg have været 2-3 år, da de følgende erindringer fæstnede sig.
I Skive var der den nye havn og den gamle havn. På daværende tidspunkt havde jeg ikke rede på, hvad der var hvad, men da al færdsel foregik med en voksen i hånden på grund af de farlige omgivelser, kunne det jo også være lige meget. Men det må have været i den gamle havn, jeg første gang så en dykker. Det blev jeg noget forskrækket over, for det brusede og boblede nede i vandet, og så kom der noget op af vandet. Men jeg fik forklaret, at der var en rigtig mand inden i, og han kom op med noget træværk i den ene hånd, og jeg hørte første gang udtrykket "pæleorm". Det var nok også i den gamle havn, der lå en grøn slæbebåd, der hed "Nauta". Den kendte jeg, dvs. jeg kunne genkende den, når vi kom ned til havnen. Der var ellers mange andre skibe, men de kom og gik, så dem havde jeg ikke rede på.
På pladsen før vi kom ned til havnen, var der en kulkran og forskellige maskiner. Der var en stor, sort maskine, som larmede, når den kørte. Det var altid spændende, om maskinen kørte i dag, når vi kom til pladsen. Maskinen har formodentlig sorteret kul eller evt. knust de største kulstykker, det ved jeg ikke. En dag, jeg kom der med min mormor, kørte maskinen ikke, men min mormor fortalte manden, der var på pladsen, at jeg gerne ville se den køre, og så startede han minsanten maskinen. Kontakten sad i hans hovedhøjde på siden af maskinen, så der var ingen fare for, at jeg selv skulle starte den. Desværre slukkede manden maskinen igen efter få sekunder, så det blev en kort fornøjelse den dag.
På pladsen sad der også somme tider en stenhugger og en brændekløver. Stenhuggeren havde en jernring med et træskaft, omtrent som en stegepande uden bund. I jernringen lå de sten, han slog på med sin hammer. Om han slog skærver eller huggede brosten, ved jeg ikke. Brændekløveren havde en huggeblok med en arm på med en stor kniv, der fungerede som økse. Han satte brændestykket, der skulle kløves, på blokken, og så kom kniven ned og kløvede brændet. Jeg fandt aldrig ud af, hvordan maskinen kunne vide, hvornår der skulle hugges. Der har vel været fodudløsning, gætter jeg på. Det var i hvert fald ikke noget arbejdstilsynet ville godkende i dag.
Vi badede ved stranden nord for havnen. Jeg har altid været glad for vand. Men på et tidspunkt måtte vi ikke bade der mere. Min mor sagde, vandet ikke var rent nok. Det er det nu heldigvis igen. I 1946 flyttede vi til Kerteminde, hvor vi boede lige ned til nordsiden af bugten nabo til et sommerhusområde. Der kunne vi bade, men Kerteminde havn har jeg ikke nogen erindring om. Der var 2 km. ind til den, det var uden for det områdde, jeg kendte, og som jeg senere har fundet ud af var på ca. 80 x 200 meter. Så det må antages at være en 3-årigs geografiske horizont.

6/10-2016

top

Miljø, oh ve!

"Når jeg hører ordet kultur, trækker jeg min revolver". Citatet tillægges Hermann Göring, men stammer i en lidt anden ordlyd fra et skuespil af Hanns Johst.
Nogle lystsejlere kunne have årsag til at have et lignende forhold til ordet miljø. Ikke fordi der er noget galt i et godt vandmiljø, men fordi midlerne står i misforhold til målene eller er urealistiske.
Nogle politikere troede nok, at hvis den daværende bundmaling blev forbudt, ville der vupti! blive opfundet en anden måde at forhindre begroning på skibsskrog på. Principielt tror de det vel stadig, efterdi det fra 1. januar 2015 er forbudt at bruge den nuværende, kun lidt mindre begroningshindrende bundmaling.
Vi må som sejlere håbe på et af to mirakler: enten, at der virkelig bliver fundet en miljømæssig og effektiv begroningshindring, eller at man i EU finder ud af, hvor lidt fritidssejlernes bundmaling betyder sammenlignet med erhvervsskibsfartens, og forbudet bliver udsat. Jeg hælder mest til det sidste.
Og så blev det forbudt at tisse i havet! Det vil sige, at efter visse regler skal alle nyere både have en holdingtank ombord. Det er for så vidt også fint nok, for så undgår man at forurene der, hvor man lige har kastet anker for at bade. Men et eller andet sted skal skidtet tømmes hen.
Så vidt jeg husker, blev det i forbindelse med indførelsen af reglerne om holdingtanke i både også bestemt, at havnene skulle stille tømningsfaciliteter til rådighed. De fleste havne, der i Kommas Havnelods har angivet tømningsfaciliteter for toiletter, har kun udslagskummer for campingtoiletter, hvilket ingenting kan bruges til i denne sammenhæng.
I sommer har vi forsøgt at få tømt vores toilettank i vores hjemhavn Skive, i Glyngøre, hvor vi før har fået tømt, og i Nykøbing M.
Hjemme i Skive har vi (pladslejerne) fået nye plastickort til havnens faciliteter, men toiletlænsepumpen har en kortlæser til de gamle kort, som vi har afleveret. Jeg har taget det op med havnen og senere fået et gæstekort af den gamle type.
I Glyngøre hylede pumpen som en stukken gris i 3 sekunder, da jeg trykkede på startknappen, hvorefter landstrømmen forsvandt til alle bådene langs den pågældende bro. Pumpen havde tilsyneladende ikke kørt længe.
I Nykøbing M var der ingen slange på pumpen, fordi de manglede reservedele, som var svære at fremskaffe.
Det lader ikke til, at tømmeanordningerne bruges ret tit, og åbenbart savnes de ikke hårdt. Desværre ligger vores holdingtank så dybt, at vi ikke bare kan lukke indholdet nedenud i strømfyldt farvand, og vi har ingen pumpe om bord til det. Adskillige, jeg har talt med, tømmer bare tanken på dybt vand. Noget siger mig, at der ikke rigtig bliver fulgt op på sagen. Men det er nu lidt ærgerligt for sejlerne at have ofret penge på holdingtanke og for nogle lystbådehavne at have ofret penge på sugetømning, hvis det bare kunne være ligemeget.

5/8-2014

top

Haverslev

Sidste år havde vi bestemt, at ferieturen skulle gå til Haverslev. Tilfældigvis blev det så til noget andet, så i år hævdede vi igen, når nogen spurgte, at vi skulle sejle til Haverslev i sommerferien.
Folk reagerer forskelligt på den oplysning. Nogen spørger: "Mener I Haderslev?" Andre kigger lige ud i luften og forbinder åbenbart ingenting med navnet Haverslev. Nogle få siger: "Jamen der kan man da ikke sejle til, det ligger jo midt i Himmerland!"
Men jo, vi ville til det eksotiske og i hvert fald lidet kendte sted Haverslev.
Og hvorfor så det?
Det stammer nok fra første gang, vi var i Limfjorden og tilfældigvis kom ind i nabohavnen Attrup. Det var en fugtig aften med for lidt vind, dvs. sur sejlads, så vi skulle bare have et sted at overnatte. Og så kommer man tilfældigvis ind i en lille havn uden særlige faciliteter, men med fred og ro og fuglesang. De næsten paradisiske tilstande understregedes af, at der inderst i havnen lå en jolle løst fortøjet med årerne ombord. En sådan tillid animerer jo ligefrem én til at opføre sig pænt.
Haverslev er endnu mindre og lidt merre kringlet at finde ind i. Men pænt og hyggeligt er her, og havnen er bestemt ikke overrendt. Vi hørte, at de havde en 15 - 20 gæstesejlere om året. Og tilliden til mennesker er heller ikke ødelagt her. I klubhuset er der selvbetjening m.h.t. øl og is. For at det ikke skal gå helt grassat, står der på en seddel, at øllerne kun er for klubmedlemmer og sejlere. Så skulle der være styr på det. På frostboksen hænger der en prisliste på ispindene (som i øvrigt var billige) og en opfordring til at putte betalingen i postkassen til højre for fryseren.
En sådan tillid til folk kan jeg ikke stå for. Det minder mig om dengang Anna solgte benzin og diesel der, hvor vi bor. En dag var jeg kommet til at taste beløbet i stedet for pinkoden på dankortautomaten. Anna spurgte, om hun skulle hjælpe mig med at huske pinkoden. "Jo", forklarede hun, "der er jo så mange ældre mennesker her i Simmelkær, og det kniber dem somme tider at huske deres pinkode, men så har jeg et stykke papir her under disken med deres pinkoder, og jeg kan også godt huske din for dig". Jeg takkede nu nej til tilbudet, men det er dejligt at bo et sted med sådan nogle mennesker.
Og det er bl.a. derfor, vi skulle til Haverslev, selv om der er 2 km op til byen, hvor der ikke engang er en købmand.

27/7-2014

top

Vandslibning af selvpolerende bundmaling

Vores første båd, en MAXI 77, blev bundmalet med hård bundmaling. Det var et rigtig træls job at vandslibe hele bunden hvert år, inden det nye lag kom på.
Heldigvis har vi jo nu selvpolerende bundmaling, og så er det problem ovre. Den skal bare spules med højtryksrenseren, så snart båden er taget op om efteråret, og have et nyt lag bundmaling ovenpå resten, så er den klar til at søsætte igen. Eller hur??
Selv selvpolerende bundmaling kan trænge til en omgang med vandslibepapir ind imellem. Der er ofte pletter, der ikke er helt rene efter højtryksrenseren. Så falder det nye lag bundmaling af. Nogle steder har højtryksrenseren taget det sidste lag bundmaling med, så den bare primer skinner frem. Så skal der også slibes, for at få det nye bundmaling til at hænge ved.
Kort sagt: hvis man ikke gør noget, har man efter nogle år en grim ujævn bund med gammel og nyere bundmaling i tykke og tynde lag. Hvis man vil have en pæn glat bund igen, må man i gang med at fjerne al den gamle bundmaling og starte forfra. Og det er noget af et job. Jeg har prøvet det et par gange.
For at udskyde den proces, går jeg bunden efter med vandslibepapir, inden jeg maler igen. Men det er jo ikke mindre træls end i gamle dage, især ikke, da jeg i mellemtiden er kommet noget op i pensionsalderen. Så for at lette arbejdet har jeg lavet en motordrevet cylindervandslibemaskine. Den er nærmere beskrevet under projekter. Den er ikke særlig ideel: slibevalsen kører for langsomt og kan kun bruges i en retning, ellers går gearhuset imod bunden i stedet for slibevalsen, vandmængden skal reguleres henne ved vandhanen, og så er balancen noget skæv, fordi valsen stikker ud til den ene side i stedet for at sidde midt for skaftet.
Men princippet er godt nok, har det vist sig, så nu mangler jeg bare at få lavet en bedre udgave. Eller også kunne det jo være, at der kom sådan en på markedet. For der må være andre end mig, der har behov for at vandslibe, og ikke har lyst til at ligge på ryggen med vand og bundmalingsstøv løbende ned ad armen og skulderen.

29/4-14

top

Det blev så en ALBIN 25

Hvis vi skulle have båd igen, skulle det som skrevet tidligere være en mindre motorbåd. Mens vi havde Mallemuk, var vi blevet så glade for agterkahyt, så det skulle den helst have. Og så var der næsten kun Luna 26 og Albin 25 at vælge imellem. Det blev så den mindste (og billigste).
Afgørelsen kom en dag, vi var rundt langs kysten af Salling på motorcykel. I Gyldendal var vi af for at strække benene og lette rumpen lidt, og selvfølgelig gik vi ud på broerne og så på, hvad der lå. Der lå så en Albin 25, og jeg viste Kirsten den og sagde, at hvis vi nogensinde skulle have båd igen, kunne jeg tænke mig sådan en. Hendes umiddelbare reaktion var:"Nej, hvor er den sød!".
Og så købte vi sådan en. Det var i august 2012. Den er fra 1973, så den trænger til en del opfriskning. Men så er der jo noget at lave i vintertiden. Det må også påskønnes, når man er pensionist, så man ikke sider og forfalder helt i vinterhalvåret.
Den smule, vi har sejlet i den i år, har været til fælles fornøjelse, og så kan man jo næsten ikke forlange mere.

18/11-12

top

Kan man leve uden båd?

Ja, nu er "MALLEMUK" solgt, og vi har ikke købt en anden båd, så nu får vi jo se. Efterhånden som vi er blevet ældre, har besværet ved at vedligeholde båden syntes større i forhold til fornøjelsen ved at have den og sejle i den. Så nu er det foreløbig slut. Til næste sommer tager vi en større skandinavienstur i bil, formodentlig med overnatning på vandrehjem eller campinghytter. Ikke telt, vi skal jo op om natten i vores alder.
Hvis det viser sig helt forkert ikke at kunne sejle sig en tur, køber vi nok en motorbåd på en 23 - 25 fod. Ikke en planende, men en med en indenbordsmotor, der siger tøf-tøf. Den kan jo godt sejle 6 - 7 knob alligevel, og det er da mere, end vi gennemsnitlig har kunnet holde med "MALLEMUK". Og så er vi også fri for besværet med tilrigning og afrigning og venten ved broerne.
Det er jo for tursejladsens skyld, vi har haft båd. Faktisk har jeg ikke deltaget i en kapsejlads siden 1980, da jeg var gast på Sjælland Rundt. Og til tursejlads, især i beskyttet farvand som Limfjorden, kan en motorbåd jo være udmærket.
Men nu får vi se, hvad det bliver til og hvordan lysten til vandet udvikler sig.

18/11-11

top

Skade, at Amerika . . .

Brødre, meget langt herfra,
over salten vande,
rejser sig Amerika
med de gyldne strande,
det er der Fugl Fønix bor:
guld og sølv på marken gror,
og i skovens skygge
stegte duer bygge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal så langt herfra!

Sådan lyder første vers af en sang af H.C. Andersern. Og den rinder én i hu, hvis man går ind på nettet for at lede efter zinkanoder til propellen. I mit tilfælde en VariProp DF 107. De er dyre, anoderne!
På SPW's egen webshop i Tyskland tager de 54,61 EUR for 1 stk. Med dagens kurs (744,20) er det 406,41 kr., hvortil kommer fragt. For at spare noget på fragten, har jeg søgt danske leverandører. Rudes Propeller tager 600,- kr./stk ifølge deres hjemmeside og hos Propelspecialisten, besøgt i BellaCentret sidste week-end, stod der 435,- kr. på prislisten.
Helt anderledes ser det ud i U.S.A. Der er åbenbart 2 store netbutikker med tæreanoder: getaprop.com, som tager $14.85 og Boat Zincs.com, som tager $14.23 for en zinkanode til DF 107. Med en aktuel dollarkurs på 545,56 bliver $14.23 = 77,63 kr. Så der er lidt penge til fragt, moms og toldbehandling.
Og det kommer på. Fragten hos Boat Zincs.com, som blev den udvalgte, udgør $41.28 uanset købsomfanget. Dansk moms er 25% af pris incl. fragt, og postvæsnet tager 160,- kr. for at opkræve moms uanset beløbet.
For at fordele de faste omkostninger lidt ud, købte jeg 4 tæreanoder. Jeg bruger en om året. Det samlede regnstykke kom derefter til at se således ud:
4 zinkanoder á $14.23 $56.92
Shipping $41.28
Total $98.20
Træk i DKR på VISA-kortet 544,50 kr.
Moms 133,00 kr.
Postens ekspeditionsgebyr 160,00 kr.
I alt for 4 anoder 837.50 kr.
Det bliver 209,38 kr/stk. Bank og toldvæsen bruger åbenbart ikke helt samme vekselkurs.Trods fragt, moms og gebyr halv pris af den billigste i Europa.
Skade, at Amerika ligge skal så langt herfra . . .

P.S.: Weyses melodi til sangen er her:

4/3-10

top

Lykken er at have båden hjemme om vinteren

Sådan en 30 år gammel båd skal vedligeholdes. Og det vil i praksis sige, at der skal renoveres noget på den hver vinter.

Og hvor er det rart at have den stående hjemme. Det er den rene luksus at have den stående omme for gavlen af huset. Så kan man gå ud og ordne noget en halv times tid eller en hel, når lejlighed gives. Og der er nok at tage fat på: i år skal styrbords brændstoftank også afmonteres og renses for bundslam. Med en varmluftpistol skulle det nok kunne lade sig gøre at få de gamle stive slanger af og på igen. Skipperinden påtænker at male det teaktræsbejdsede ruf i kahytten hvidt. Da det alligevel ikke er rigtig teaktræ, kan jeg kun opmuntre hende til det. Og så skal den gardinstang i bagbords side ordnes. Nu har det været umuligt at trække gardinet for i tilstrækkeligt mange år. Osv. osv.

En gang drømte jeg om at købe et nedlagt landsted i nærheden af havnen med en lade, som båden kunne stå i om vinteren. Men en god vinterpresenning er nu heller ikke at kimse ad. Og prisen for at få båden kørt hjem og tilbage til foråret er trods alt mindre end leje af en plads i en af hallerne, hvis man ellers kunne komme ind der.

Så på lørdag kommer båden op og hjem. Så skal vi i gang med alle småtterierne.

5/11-07

top

Planlæg sommerturen!

Sidste år havde vi planlagt at sejle med vinden for tværs i sommerferien. Og for at have et mål, ville vi til Slesvig og se Hedeby og Dannevirke. Det nåede vi af forskellige årsager ikke, men vi kom da fra Struer til Sønderborg og tilbage igen.

I år havde vi ikke planlagt at sejle nogen bestemte steder hen. Vi ville bare sejle i Limfjorden med vinden agten for tværs.

Nu var vejret som det erindres ikke det bedste i sommer, men det skal nu ikke have hele skylden for, at vi fik sejlet så lidt. Det blev til en tur til Doverodde og hjem igen og til Fur og hjem igen. Til sidst måtte vi ligefrem tage os selv i nakken og bestemme, at rundt om Mors ville vi i hvert fald. Det kom vi så.

I 2004 havde vi planlagt at sejle til Sverige. Det kom vi ikke, men så, ifølge plan B: om i Mariager fjord, da. Næste år kom vi til Sverige.

Moralen er, at det ikke er sikkert, at man kommer derhen, hvor man har planlagt. Men hvis man ikke har planlagt at komme nogen steder hen, kommer man det i hvert fald ikke. Derfor kan man jo godt drysse rundt og have det rart, især hvis vejret og vinden er med. Men hvis man vil se noget ud over de sædvanlige week-endmål, må man planlægge turen og sejle efter planen

25/10-07

top

Strøtanker efter ferieturen

1) Nej, hvor er der kommet mange Bavaria'er på vandet. Det må da næsten være halvdelen af de nye både.

2) Det var nu en skam, at Gjøl Sejlklub skiftede denne stander ud med den her: . Den første er meget mere fantasifuld, og ingen er i tvivl om, hvor den kommer fra. Har det mon noget med ophavsret til troldene at gøre? Det kunne man måske finde en ordning på.

3) Det er sjovt, som folk klumper sig sammen lige inden for havneindløbet. Vi har flere gange fundet plads længere inde bag i havnene. Og det gælder både Løgstør, Mårup og Grenå. Men det har måske også noget at gøre med, at vores 31 fods motorsejler er en lille båd nu om dage, hvor familiebåde er på 37 fod. Det giver mange steder problemer med plads mellem pælene. Så må man til at ligge for svaj og gå i land i gummibåden! Det kan i øvrigt anbefales, altså at ligge for svaj.

4) Næste år sejler vi, som vinden blæser til. Det kan godt være, det bare bliver rundt om Mors, men der er da osse pænt. Men at planlægge på forhånd efter en forventet vind, er utidig optimisme, som sommerturen 2006 viste. Vi har godt nok en idé om at sejle til Ringkøbing næste år. Men det kan jo være, vinden bliver til det.

5) I år har vi, i hvert fald i ferien, været forskånet for uheld: Ingen grundstødninger, ingen overbordfald, ingen kollisioner eller skrammer i øvrigt, ingen motorproblemer. Bare guderne ikke hævner sig til sidst. Vores eneste problem var bådshagen: Da vi havde knækket plasticspidsen 2 gange i foråret, købte jeg en galvaniseret jernspids. Den fik 2 gange beboerne i en nabobåd helt op på dupperne, selv om vi hverken rørte fribord eller lønningsliste, men forsigtigt satte den imod et rustfrit beslag. Men det kunne de ikke lige se i farten.

6) Det er bemærkelsesværdigt, så få tursejlere der sejler med spiler eller genakker. En spiler er et pragtfuldt sejl, når vinden er agten for tværs. Og det hænder trods alt. Jeg har aldrig prøvet en genakker, men det skulle værre næsten lige så godt og lettere. Køb en brugt eller lån en og prøv den en dag med let vind. Så kører det for dig, som thansen skriver i annoncerne.

15/8-06

top

Amerikanske tilstande.

I sidste nummer af Bådnyt var der en flere siders gennemgang af en motorbåd til 8 mill. kr. Ja, undskyld udtrykket "motorbåd", men det er jo, hvad vi er vant til. Men retteligt hedder det vel "motoryacht".

En bekendt stak mig et nummer af det amerikanske "Yachting" for, som han sagde, "at hæve ambitionsniveauet". Men det ligger nu lidt ud over min horisont.

Først og fremmest handler det stort set kun om motoryachts. Der er ikke så mange, der sejler for sejl i de kredse. Man får en lille forsmag, når man ser afkrydsningsskemaet m.h.t nyhedsinteresser: yachts under 40 feet, mellem 40 og 80 feet eller over 80 feet.

De yachts, der er omtalt i bladet (tests er nok ikke det rette udtryk), er på 136 feet, 55 feet, 43 feet og 50 feet. I klassen over 100 feet går man endvidere op i, om der er 2 eller 3 dæk.

En 132 feet yacht fås på tilbud for $ 8.900.000, 60 feet yachts omkring $ 1.5 mill. For en brugt (2001) 82 feet yacht med 2 dæk forlanges $ 2.850.000.

Set i det selskab ser hr. Møllers X73 til dkr. 25 mill. jo ret normal ud, nærmest lidt beskeden. Peter Johansen (ham med Royal Denship) sagde engang i et interview, at ejerne af superyachts egentlig kun var glade for båden to gange: den dag, de købte den, og den dag, de solgte den. Og at ejerne i øvrigt ikke opholdt sig ret meget ombord. Båden havde man folk til at tage sig af.

En af de hovedtiltalte i Enron-sagen havde fået beslaglagt sin yacht af regeringen. Men regeringen fandt, at det var billigere at give ham den tilbage igen, for så skulle han selv udrede besætningens hyre på $ 100.000 om måneden.

En væsentlig forskel gør det jo også, at vi sejler, når vi ikke er på arbejde. I Amerika har man ikke så meget ferie, så der skal man også kunne passe forretningen, når man er ombord. Og det er bådene naturligvis udrustede efter.

De dage, da man sejlede 4 mand på ferie i en folkebåd med en primus på dørken, er ved at være ovre. Vi er snart ikke så mange mere, der kan huske den tid. Endnu er familiebådene som regel i størrelsesordenen 35 - 45 fod, og mange, vel de fleste, med sejl. Og da glasfiber er temmelig sejglivet, sejler der jo mange gamle både på 22 - 25 fod rundt endnu. Men der er ingen tvivl om, hvad retning udviklingen går i: større både og mere motor.

8/4-06

top

Nej, hvor jeg trænger til at komme i gang med forårsklargøringen!

Det er i dag lørdag d. 25. marts 2006. Græsplænen har lige fået et lag kalk, selv om der ligger lidt sne på den endnu.Men de lover regnvejr i næste uge. Men temperaturen er stadig kun rundt regnet 0 grader om dagen, så det er ikke til at komme til at gøre noget ved båden.

Den skal have rettet og spartlet en bule i blykølen og ellers poleres og bundmales. Ikke det store arbejde i år, så det skulle være ret hurtigt overstået. Ja, så skal faldene lige udskiftes, fordi skiverne i masten aldrig har været beregnet til de 12 mm fald, der sidder nu, hvorimod 10 mm passer fint. Og den slange, der omslutter ledningerne fra masten til stikket i dækket er revnet og skal udskiftes. Og jeg har fået lavet mig 2 stk. 60 mm nøgler, så jeg kan spænde omløbermøtriken i stævnrøret. I den anledning bør det nok have nyt pakgarn. Og selvfølgelig skal bundventilerne også lige røres og have lidt olie. De går lettere for hvert år. Og tæreanoderne skal udskiftes. Hvilket minder mig om, at der skal bestilles nye til propelleren i Tyskland. Men det er heldigvis nemt: de trækker betalingen fra visa-kortet. Og hullet i siden, hvor skorstenen fra den gamle olievarmer, som nu er tæret op og smidt ud, gik igennem, skal lappes med glasfiber og males. Skipperinden synes, vi skal male al det blå i en pænere blå farve end den kaffekandeblå, det har nu. Det er vi for så vidt enige om, det bliver vist bare ikke i år, for der skal alligevel afmonteres bovspryd m.m.

Men bortset fra det, er Mallemuk næsten søklar. Bare vi får nogle weekender med tocifrede temperaturer, så skal der nok komme gang i sagerne.

25/3-06

top

Succes med blandede følelser

Det sker af og til, når jeg leder efter et eller andet på nettet, at jeg støder på sider, der er kopieret fra "Sejlersiden". Det er især klubstandere og sejlmærker.

Det er sådan en lidt mærkelig fornemmelse, for principielt mener jeg, at al information på nettet bør være frit brugbart. Jeg har jo også selv hentet de fleste af de informationer, der er på "Sejlersiden", på nettet. Så OK, kopier bare mit arbejde. (det har ikke været så lille, skal jeg ellers hilse og sige. Sidst, jeg var på Als, var jeg lige nede ved Genner Bugt på vejen for at se, hvad det var for noget krimskrams, Sønderballe Bådelaug havde i deres stander. Så nu er den korrigeret.) Der er somme tider nogen, der har spurgt, og det siger jeg altid ja til. Andre kopierer bare hele siden rub og stub og udgiver den for deres egen. Det må jeg jo principielt acceptere. Men der kunne nu godt være en lille kildehenvisning i bunden. Helt galt er det, når man forsyner den kopierede side med sit eget copyright!!!

På den anden side er det jo tegn på en vis succes for et internetsite, som bare er lavet for min fornøjelses skyld. Det er da en tilfredsstillelse, at over 30.000 har været inde på siden de sidste 5 år. Og skal informationerne kopieres over på andres hjemmesider for at blive bredt ud til et større publikum, så OK, da!

17/1-06

top

Fantastiskt!

Det er en fantastisk krog af verden, vi lever i! Tænk, at enhver, der har lyst og råd, kan købe sig en båd og sejle hvorhen han vil. Og hvis han holder sig i Skandinavien, er der hverken politi eller toldere, der interesserer sig for det.

Man kan uden et eneste stykke officielt papir sejle tværs igennem Sverige eller til Lofoten, hvis man har lyst. Det ser man ikke mange andre steder i verden.

Til næste år påtænker vi at bese noget af Tyskland fra søsiden. Jeg har endnu ikke undersøgt, hvilke papirer, vi skal have om bord i den anledning, men helt uden slipper vi nok ikke. Foruden flodskippercertifikat, hvis vi skal ind på et "Binnenwasser". Jeg har også læst, at tysk og hollandsk politi er mere emsige med at konbtrollere bådene og deres udrustning og papirer, end myndighederne her til lands. Og at man hellere må huske at indklarere, når man ankommer.

For nogle år siden læste jeg i et engelsk bådeblad, at det ikke var så slemt at sejle til kontinentet, hvad regler angik. Og så blev nogle af reglerne i Frankrig gennemgået. Englænderne har nok også frygtet, at nede på kontinentet var EU slået mere igennem, og så kunne man aldrig vide...

Faktisk har vi kun haft besøg af en tolder i Nykøbing F. og en i Marstal, var det vist. Længere nord på i landet og i Sverige har ingen overhovedet interesseret sig for os og vores båd.

Til trods for trakasserier m.h.t bundmaling og holdingtanke har vi nærmest paradisiske forhold omkring lystsejlads i Danmark. For slet ikke at nævne politiets hensynsfulde diskretion de dage, vi tager både på land og får dem kørt i vinterhi...

Lad os glæde os over det, så længe det varer.

13/11-05

top

Regel 5: Hold udkik, for dælen!

Så har vi igen været vidne til et spektakulært uheld til søs, for så vidt man kan betegne et skib klemt fast under Storebæltsbroen som værende til søs.

Ved de ulykker, vi har læst om i de senere år, så som kollisionerne ved Varberg og Bornholm, har adskillige af søvejsreglerne været overtrådt, typisk regel 14, om at undvige til styrbord, men først og sidst regel regel 5, om udkik.

Typisk læser man i pressen om mistanke om manglende radaralarm, kinesisk besætning, der ikke kan snakke engelsk i radioen og andre ting af helt helt perifer betydning, hvis de mest elementære regler var overholdt. For vist kan man ikke lave regler for alle tænkelige hændelser til søs. Derfor også regel 2 om ansvar, som i sin fulde udstrækning lyder:

"a) Intet i disse regler skal frigøre noget skib eller dets reder, fører eller mandskab for følgerne af nogen forsømmelse med at overholde disse regler eller for forsømmelse af nogen forsigtighedsregel, som almindeligt sømandskab eller tilfældets særegne omstændigheder måtte tilsige.
b) Ved fortolkningen og overholdelsen af disse regler skal der tages behørigt hensyn til alle farer ved sejladsen og for sammenstød samt til enhver særlig omstændighed - herunder de pågældende skibes begrænsede manøvremuligheder - der måtte gøre en afvigelse fra disse regler nødvendig for at undgå overhængende fare."

Ikke sandt? Så skulle alt være dækket ind. Men forudsætningen for, at man kan foretage sig noget som helst hensigtsmæssigt er, at man opdager, at det er nødvendigt. Man kunne få mistanke om, at jo mere sikkerhedsudstyr, skibene udrustes med, des mere forsømmes udkikken.

Der er en tendens til, at jo flere ord, der sættes på papir, des mindre alvorligt tager man alle enkelthederne. Måske kunne man derfor med en forbedret sikkerhed til søs som følge erstatte hele sættet af "De internationale søvejsregler" med en enkelt regel:

Hold udkik, for dælen!

Og det gælder også lystsejlere!

8/3-05

top

Vejret

Som alle sikket endnu erindrer, var sejlervejret i feriesæsonen i juli i år ikke just "brochurevejr". I alle brochurer viser billederne sejlads foran for tværs i ca. 5 sekundmeter og temperaturer, så alle kvinder kan bære bikini. De kan selvfølgelig have taget noget fornuftigt på, så snart billederne var taget og frosset med anstand så længe, det varede.

Men jeg har hørt, at næste sommer skulle det blive alle tiders.

I sommeren 2002 løb vi ind i en vestlig kuling undervejs fra Grenå til Hals med vores daværende Scampi 30. Det var selvfølgelig træls. Og lidt for optimistisk rebede jeg ikke storsejlet ned til 2. reb, før det blæste i stykker lige over første reb. Det kom båden til at sejle meget bedre af, og bortset fra, at sigtbarheden var meget ringe og vi fik bølger og vind i øjnene, så snart vi stak hovedet frem for at orientere os, gik det rimeligt fremad. En trøst var det også, at vi kunne se et par andre både i samme situation. Så vi kom velbeholdne til Hals, selv om skipperinden havde tvivlet på det undervejs.

Nu bagefter er jeg personlig helt glad for, at vi har prøvet det. Det er rart at vide, hvad båden gør under hårde omstændigheder. En gang, da vi havde vores første båd, en Maxi 77, sejlede jeg faktisk ud singelhanded i en kuling, bare for at prøve det. Det gik fint. Bl.a. erfarede jeg, at en Maxi 77 med stormfok ikke er meget bevendt. Den skal have den mindste genua og lidt slæk, så æder den sig igennem det meste.

Faktisk kan stort set alle sejlbåde klare en dansk sommerkuling, især, hvis man kan løbe for vinden. Mere træls er det selvfølgelig, når man skal imod den. Det er besætningerne, der er det svage led. Men hvis man er så heldig at ligge i en havn med rimelig læ, bør man prøve at stikke snuden udenfor havnehullet en dag med frisk vind til kuling. Det med læen er vigtigt, så man kan slippe ind igen, hvis det bliver for slemt.

Alle bør kunne ride en kuling af til søs. Lær det. Det er ikke sikkert, man skal gøre det. I sommer havde vi regnet med frisk vind til kuling agten for tværs fra Struer til Løgstør. Men da vi fik foran for tværs  til bidevind i stedet for, lagde vi os ind i Venø havn og ventede på bedring. Vi sejler jo for sjov. Men vi kunne da have klaret det, hvis det skulle være. Det havde vi erfaring for. Og det er en stor betryggelse.

21/04

top

Udsigten

Den ovenfor omtalte kuling, vi fik i 2002, var lovet, så vi var advaret. Desværre har vi ofte oplevet, at det ikke gik nært så slemt, som forudsagt. Specielt husker jeg 1986, hvor vi var på sommerferie i Århusbugten i Maxien. Der lovede vejrudsigten hver dag "hård vind", jeg har lige tjekket logbogen. Hvis vi skulle have rettet os efter det, var vi ingen vegne kommet det år. Men vi havde faktisk ganske komfortabel sejlads den sommerferie, og den hårde vind kom kun et par gange.

Man forstår, at meteorologer gerne vil være på den sikre side og ikke love for lidt. Medierne er jo straks på pletten, hvis vi får en storm eller et snevejr, der er lidt ud over, hvad vi er vant til: "Kunne I ikke have forudsagt det?". Så for en sikkerheds skyld rundes den usikkerhed, der altid vil være, opad. Man kan bare se den storm, vi havde torsdag nat i sidste uge. Den blev også knap så slem som de værste forudsigelser.

Så vidt jeg husker, har de somre, hvor vi syntes, vi havde et rigtigt møgvej, budt på færrest ulykker til søs. Varme somre med høj sol byder på flere ulykker, simpelthen fordi der er flere mennesker og både på søen sådanne somre. Og mange af dem har ikke specielt noget med vejret at gøre.

Men der forekommer ulykker i hårdt vejr, typisk af typen "Kollision med havnemole" eller grundstødning. Og jeg skal ikke her midt inde i Jylland sidde og påstå, at de alle sammen kunne være undgået, bare besætningerne havde været mere øvede i sejlads i hårdt vejr.

Men måske vover nogle sig ud i for hårdt vejr, fordi de tænker, at det sædvanligvis ikke går så galt som præsten prædiker, in casu: meterologen. At meteorologerne altid maler fanden på væggen for en sikkerheds skyld. I hvert fald kunne jeg selv godt få den tanke.

Og hvad skal man gøre ved det?

Mit forslag er, at meteorologerne gør noget mere ud af at formidle, hvor sikker eller usikker vejrprognoserne er. Og det er i denne forbindelse nok især vejrprofeterne i fjernsynet, der skal i aktivitet. Især med hensyn til vindstyrke, da det nu er sejlervejret, det drejer sig om. De allerfleste danskere er fornuftige mennesker, som sagtens kan forstå, hvis de får usikkerhederne på prognoserne forklaret. Der går ingen prestige tabt for nogen ved det. Så slap vi for måske unødvendige hårdtvindsvarsler bare for en sikkerheds skyld. Og den almindelige tiltro til vejrprognoserne ville stige. Forhåbentlig med færre ulykker til følge.

21/11-04

top

Del opgaverne

Jyllands-Posten har ordentlig været ude med riven efter Dansk Sejlunions ledelse i den sidste uge. Den får skyld for at være egenrådig, magtbegærlig og meget andet skidt.

Jyllands-Postens kritik må de berørte selv tage sig af, men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt et forbund er i stand til at skræve så vidt som DS, uden at bukserne revner.

Min interesse i unionen er, at den tager sig af bundmaling, farvandsafmærkning, fortøjningsbøjer til tursejlere, kort sagt: varetager campingsejlernes interesser.

Men fra offentligheden, og en vægtig del af unionen selv, er forventningerne olympiske medaljer, resultater i Admirals Cup, et dansk Volvo Ocean Race-hold og alt, hvad dertil hører.

Begge fløje har lige legitime interesser i unionen, men det er et spørgsmål, om en enkelt union på tilfredsstillende vis kan varetage så forskelligartede interesser.

For nylig opfordrede Bent Lyman Foreningen Til Langturssejladsens Fremme til at melde sig under DS' faner. Det takkede FTLF nej til under devisen: skomager bliv ved din læst. Og det var nok meget fornuftigt gjort.

Tværtimod mener jeg, at DS burde deles i to uafhængige forbund med hver sin uafhængige ledelse. En til varetagelse af søsikkerhed, miljø, speedbådskørekort osv., omtrent som FDM varetager bilisternes interesser. Og så et sportsforbund til varetagelse af kapsejladsens interesser på alle planer.

Til de tunge, politiske løft kunne man lave en paraplyorganisation, som stort set skulle bestå af formændene, som så kunne mødes over en frokost efter behov. De må gerne spise for mine kontingentkroner. Så kunne Danske Sejleres Fællesråd, eller hvad det nu skulle hedde, udtale sig udadtil med alle sejlere bag sig, når det var nødvendigt. Og til daglig kunne organisationerne optimere deres indsatser på det, de havde som hovedformål.

Det er bedre med 2-3 effektive organisationer, der samarbejder efter behov, end med en altomfattende organisation med intern splid og deraf følgende ineffektivitet.

21/3-04

top

Vi må være politiske.

På den nys afholdte generalforsamling i vores lokale sejlklub fremlagde bestyrelsen et forslag om, at sejlklubben sammen med nogle andre foreninger på havnen skulle gå ind i et projekt, der gik ud på at tilbyde store børn et værested fra skolen sluttede til fritidshjemmet åbnede. Arrangementet blev omtalt som Præstø-modellen. Formålet var dels at dække et behov, dels at vænne de unge til, at vand ikke bare var noget, man kunne drukne i, men som man kunne have megen fornøjelse af, og endelig at gøre klubben positivt synligt i lokalsamfundet, herunder ikke mindst hos de lokale politikere.

Umiddelbart kunne man sige: Hvad skal sejlklubben tage sig af det for? Dens opgave er bare at sørge for gode forhold for os, der gerne vil ud på vandet.

Men den betragtning går nok ikke længere.

Politikerne har fået øje på sejlerfolket, og intet kan mere blive som i "de gode gamle dage".

Det startede med, at der skulle afgift på de riges både. Så opfandt man forsikringsafgiften. Dengang blev sejlerfolket taget på sengen. Senere blev Svend Auken miljøminister med al den opfindsomhed, vi siden har været usat for. Nu var Dansk Sejlunion imidlertid forholdsvis vaks ved havelågen, og det skal vi vist være glade for. Også Foreningen Til Langturssejladsens Fremme har arbejdet for rimelige forhold for sejlerne, men hvem udover de involverede har opdaget det? Det kan godt være, DS har scoret nogle mediepoint på FTLF's bekostning, men det er nu engang måden at kommunikere med politikere på, og det må vi nok belave os på.

Andre politikere har været fremme med idéer om, hvorledes idrætsklubber skulle inddrages i arbejdet med indvandrere eller "sociale tilfælde".

Så vi skal ikke forvente at få fred mere i overskuelig fremtid.

Og så er det trods alt bedst, klubber og foreninger selv tager nogle initiativer. Så længe ideerne kommer derfra, har vi nogenlunde fat i den lange ende.

Lidt ondt sagt gælder det om at forsyne politikerne, både byrådet og folketinget, med gode ideer i et omfang, så de ikke selv går og finder på noget, som de ikke har forstand på. Eller sagt på den pæne måde: Sejlerfolket må vise samfundssind, både lokalt og på landsplan.

Så hvis nogen i din egen sejlklub skulle komme med idéer i den retning, bør du alvorligt overveje at give din tilslutning, selv om du ikke umiddelbart kan se nytten for klubben i det.

1/3-04

top

Bådblade - en kedelig affære.

Hvad laver man, når båden er på land og vinterklargjort? Bl.a. kan man jo læse sine bådblade.

I grunden er der ikke så meget ved dem. Hovedindholdet er produktpræsentationer. Enten i form af annoncer, hvilket er regulært og i orden. Jo flere des bedre, så bliver der råd til redaktionelt stof også. Og hovedreglen er af økonomiske grunde et fast forhold mellem annoncesider og redaktionelle sider. Så det er godt nok.

Problemet kommer, når det redaktionelle stof også til forveksling ligner produktpræsentationer. Så sniger kedsomheden sig ind.

Selvfølgelig skal man præsentere nogle af alle de nye dimser, der myldrer frem til brug for bådefolket. Og da det er umuligt at prøvesejle alle nye både, må producenternes oplysninger bringes i forbindelse med præsentation af de nye bådmodeller, man nu vil omtale.

Næ, problemet er, at såkaldte testsejladser af nye både til forveksling ligner, hvad producenterne kunne have fundet på at skrive. Det minder om redaktøren, der smed en håndbog hen til anmelderen med ordene:"find et par fejl og skriv, at den er uundværlig". Testsejladser ser ud til at være skåret over samme læst.

Hvornår har man sidst set en saglig kritik af et nyt sejlende produkt? Eller en diskussion af båddesign i det hele taget?

Problemet bunder selvfølgelig i, at vi er for få til at betale. Der er givet ikke mange penge i at udgive bådblade, så de må produceres billigt. Der er ikke tid til at opholde sig i en båd til anmeldelse i flere dage, så man kan se, om den faktisk kan bruges døgnet rundt.

Og rejsebeskrivelser må i vid udstrækning indhentes via bådudlejningsfirmaer.

Enhver bådejer har brug for at kunne lave noget på sin båd, så det skal der også stå noget om i bladene. Men jeg tvtvler på, at nogen, der ikke i forvejen kunne finde ud af at udskifte el-panelet eller montere antikorrosionsudstyr, kan gøre det efter de anvisninger, der er bragt i sidste Bådnyt. Så "GDS" (Gør-Det-Selv) er mere en opfordring end en vejledning, og det burde man gøre opmærksom på.

Trods forståelsen for problemerne kan man nu godt sende en venlig tanke 25 år tilbage, da en flok glade amatører tog sig på at udgive et bådeblad med mening i. Det gav problemer. Første blad blev meget forsinket, fordi man pludselig opdagede, at det skulle sendes ud til abonnenterne i kuverter, og dem havde man glemt at købe. Den følgende tid var der andre årsager til de månedlige forsinkelser. Nogle år senere gik man over til at lime bladene i ryggen i stedet for at hefte dem med hefteklemmer, med det resultat, at de ankom i løsblade.

Men der var liv i kludene. Man kastede sig frygtløst ud i at vurdere og kritisere bådene på markedet. Som regel på grundlag af flere dages sejlads. Berømt er nedsablingen af en glasfiberbåd (af Tage Voss, selvfølgelig), som adskillige producenter troede, var møntet på dem og blev harme over. Det var vist faktisk en Shipman 28.

En sejladsbeskrivelse fra Kroatien starter med ankomsten til en noget miserabel holdt båd, som forfatteren havde lånt. Det var i øvrigt en kopi af Slocums "Spray" i 3/4 størrelse. Men der var ikke noget udlejningsfirma, der skulle have noget klinket, så beretningen var i hvert fald fordomsfri hvad det angår.

Endvidere lange sejladsbeskrivelser fra danske farvande under fællestitlen "3 mand i en båd". Hvem gider skrive sådan nogle i dag?

En gang syntes jeg, at det var en god ide, at Dansk Sejlunion og bådbranchen gik sammen om at udgive Bådmagasinet. Så var der kapaciteter bag, og der var mulighed for kvalitet. Men det blev nu hurtigt kedeligt at læse annoncer og foreningsmeddelelser. Og til trods for, at bladet nu angiveligt står på egne ben, er det kun blevet lidt bedre. Nu forsøger jeg mig med Bådnyt. Det er formodentlig ikke så indspist med branchen, men sikker økonomisk lige så afhængig af den. Kritiske artikler har jo aldrig nogensinde været Bådnyts speciale.

Og udenlandske blade har efter min mening for meget irrelevant stof for danske sejlere. Og ikke noget dansk lokalnyt.

Der er lyspunkter, f.eks. en fotoserie om ankerpladser. Men rosinerne er generelt for få. Der er for meget, der ligner luderstof.

14/11-03

top

Bundmalingen

Som ikke-kapsejler har jeg tit spekuleret over, hvad jeg i grunden skulle med Dansk Sejlunion. Som medlem af lokale sejlklubber er de fleste sejlere medlem af unionen også, men for ikke-kapsejlere har den tit virket noget fjern og uvedkommende, bortset lige fra turbøjerne.

Men Dansk Sejlunion skal også have, hvad der tilkommer den. Og netop i bundmalingssagen har den opnået et meget positivt resultat. Alle danske sejlere kan nu ånde lettet op foreløbigt. Og det er nok det politisk bedst muligt opnåelige resultat.

Det har ellers set sort ud undervejs, men i modsætning til  hvordan det forløb i Sverige, har Dansk Sejlunion fastholdt dialogen, og det ser der ud til at være kommet et meget bedre resultat ud af, end der er opnået i Sverige ved passivitet eller konfrontationspolitik, hvordan man nu end tolker det.

Af de to trusler: forbud mod giftige bundmalinger og kravet om holdingtank, var den første absolut den farligste for dansk lystsejlads. Så Dansk Sejlunion gjorde nok klogt i at koncentrere sig om en af sagerne og lade den anden sejle i sin egen sø.

Der kan stadig siges mange fornuftige ting om forholdet mellem lystsejlernes og erhvervsskibsfartens bidrag til giftpåvirkningen af havmiljøet og om forholdet mellem udledningen af fækalier fra lystbåde og fra overbelastede kommunale rensningsanlæg. Men ingen tror vel på, at man kan få politikere til at se nøgternt fornuftigt på den slags ting. Slaget er slået, og vi må leve med forbudet mod at tisse i Kattegat. I øvrigt er der en anvisning på at lave og indbygge en holdingtank i "Practical Boat Owner" no. 359 November 1996.

Danske lystsejlere må nok i al fremtid leve med truslen om diverse politiske angreb på forskellige fronter. Vi er trods alt en minoritet uden mange stemmer i. Men Dansk Sejlunion har foreløbig vist både vilje og evne til at få det bedste ud af situationen. Må det også være tilfældet fremover.

6/6-03

top

Fyn rundt på 14 timer - eller en 2-dages tur Venø rundt.

En tysk flerskrogsbåd har lige sejlet Fyn rundt på knap 14 timer. Det har været fantastisk - jeg mener oplevelsen. Der er noget særligt ved at sejle over 10 knob for sejl, og så i så lang tid ad gangen.

Det opnåede vi aldrig i "Rosalina". Med sin smalle hæk var hendes højeste opnåede fart i vores tid 9,2 knob ned ad en bølge. Og i fremtiden kommer det til at gå endnu sindigere.

Men sejlads er også livet ombord: at kaste los og ikke komme tilbage til samme havn de første dage, anduve en fremmed havn eller ankerplads, lave mad og sove ombord, sætte sejlene optimalt, opleve vejrets skiften, morgenerne og aftenerne, se nysgerrige sæler eller marsvin, gå i land på en ø i gummibåden, eventuelt sejle så langt hen, at folk snakker et helt anderledes sprog - mulighederne er der i hvert fald.

Det allernødvendigste, når man har båd, er ikke penge, men tid. Svend Billesbølle fandt jo ud af, at jo mindre båden er, des mindre er omkostningerne ved at drive den. Og han kom da jorden 2 gange rundt, godt og vel. Og i øvrigt er det med at sejle langt jo relativt.

En af mine yndlings turbeskrivelser står i Struer Sejlklubs 75-års jubilæumsbog. Den handler om en 2-dages tur Venø rundt. Det er en tur, vi på gode dage kunne gøre i "Rosalina" på 3 timer. Men så havde vi heller ikke alle de oplevelser med, som er beskrevet: drageflyvere over Venø, hjorte i vandkanten, aftentur i Gyldendal.

Efter at skipperkonen har fundet ud af, at båden ikke behøver en snor i hvert hjørne om natten, men godt kan ligge for anker eller ved en turbøje, har sejladsen fået en ny dimension. Vi kan sejle et hyggeligt sted hen og kaste anker og blive der, til vi skal hjem eller får lyst til at sejle et andet sted hen. Og gider vi ikke mere den dag, kan vi overnatte på stedet og fortsætte næste dag.

I en del år har vi færdedes rundt om Limfjorden. Og gang på gang har vi sagt: her kunne det være dejligt at have et sommerhus. Hvorpå vi skyndsomst har tilføjet: nej, vi vil ikke, nej, vi vil ikke, nej, vi vil ikke, et hus er nok at holde vedlige, og i øvrigt er vi meget glade for at være hjemme i vores eget hus.

Men vi kunne jo skifte Rosalina ud med en mere sommerhusagtig båd. Så kunne vi ligge i sommerhus hvor i Limfjorden, vi havde lyst. Og det har vi nu gjort. At den så samtidig skulle være god til at sejle lange ture i, er kun en yderligere gevinst.

Det bliver en anden sejladsstil end tidligere, men den forventes at byde på mere af det, vi efterhånden kunne tænke os.

27/5-03

top

Sommerens pestillens.

De sidste varme dage i marts har bragt sommerstemningen frem i sejlerfolket. Forestillingerne om sommerturene begynder at trænge sig på, og med dem erindringer fra sidste og tidligere års ture.

En af mine erindringer stammer fra Grenå havn. Jeg stod i kø for at betale havnepenge, da en sejler kom og spurgte havnefogeden, om han ikke kunne sætte en stopper for de larmende børn i gummibåd med påhængsmotor. Det kunne havnefogeden af flere grunde ikke: for det første kunne han ikke gå fra kontoret, når vi stod flere i kø og ventede. For det andet kunne han ikke vide, hvilken båd de formastelige hørte hjemme hos.

Men jeg er enig med klageren: Det er møghamrende brandirriterende med gummibåde med påhængsmotor, som sejler formålsløst rundt i havnen, hvor man ligger. Ja, helt formålsløst er det jo ikke, for det beskæftiger børnene, og det er vel formålet. Men kunne de dog ikke beskæftiges lidt mere lydløst? Et af formålene med at tage på sejlerferie i stedet for at trække campingvognen efter den firehjulede ned gennem Europa er vel netop at slippe for motor- og anden larm.

Man kan ikke forvente, at havnefogederne kan forhindre gummibåds motorsejladsen. Det må de pågældende børns forældre tage sig af. Og hvis de ikke kan finde ud af det, kan enhver af os med god grund spørge synderne, om de ikke kunne udruste børnene med gummibådens årer i stedet for dens motor. Hvis det gælder for alle børn i havnen, kan det såmænd være lige så sjovt. Men man kan jo godt se problemet, hvis nogle børn får lov at sejle med motor, og andre skal ro.

Den upopularitet, man eventuelt opnår hos dem, man beder stoppe motorlarmen, er for intet at regne mod den popularitet, man opnår hos resten af havneliggerne. Og man kan da altid starte med at spørge pænt. Det er virkelig ikke sikkert, de pågældende forældre er klar over, hvor meget deres børns larmen rundt generer andre.

1/4-03

top

Opdateret d. 6.10.2016